Vedrørende den kommende fælleskommunale rammeaftale for computere (50.40) og Ateas redegørelser i lyset af den mulige bestikkelsessag

06. juli 2015
Atea A/S er en af de fire prækvalificerede tilbudsgivere på det igangværende udbud af den kommunalt forpligtende rammeaftale 50.40 Computere og it-tilbehør.

SKI har udbedt sig en række garantier fra Atea i forlængelse af den aktuelle sag om mulig bestikkelse af ansatte i Region Sjælland og Rigspolitiet.​ På baggrund af de modtagne garantier har SKI bedt Kammeradvokaten vurdere situationen. Kammeradvokaten har vurderet, at Ateas tilbud kan indgå i det igangværende udbud. 

SKI tager bestikkelse meget alvorligt. Samtidig er vi vores ansvar bevidst over for de 77 kommuner, der har tilsluttet sig den forpligtende aftale 50.40 Computere og it-tilbehør, hvor Atea A/S er blandt de fire prækvalificerede tilbudsgivere. 

I forlængelse af den aktuelle sag om mulig bestikkelse af ansatte i Region Sjælland og Rigspolitiet har SKI derfor udbedt sig en række garantier fra Atea.

  • ​SKI udbad sig den 12. juni en række garantier. Atea besvarede SKI’s spørgsmål den 22. juni.
  • Den 23. juni bad SKI om en række uddybende oplysninger, som Atea besvarede den 3. juli. 

SKI har sammen med Kammeradvokaten gennemgået og vurderet Ateas to svarbreve. Der er i denne gennemgang lagt vægt på, at Atea har oplyst:

  • ​at Atea samarbejder fuldt ud med de relevante undersøgelsesmyndigheder.
  • at ingen af de sigtede hos Atea har været direkte involveret i tilbudsafgivelsen i forbindelse med rammeaftale 50.40 Computere og it-tilbehør.
  • at Atea har igangsat en række tekniske, organisatoriske og personalemæssige tiltag for at modvirke bestikkelse. Disse tiltag udvikler og gennemfører Atea i samarbejde med de eksterne parter advokatfirmaet Nielsen Nørager og Revisionsselskabet Deloitte. Atea har tilkendegivet, at de løbende vil informere SKI om forløbet. 
  • at Atea ikke er bekendt med, at der er foregået bestikkelse i forbindelse med indgåelse af rammeaftaler med SKI.
  • at Atea ikke er bekendt med bestikkelse i forhold til indkøb på SKI’s rammeaftaler.
  • at den mulige bestikkelse ikke stammer fra manglende betaling af rabatandele til SKI. 
  • at Atea straks vil underrette SKI, hvis Atea får nye informationer, der er relevante for besvarelserne. 

Atea har desuden erkendt, at der mangler indrapportering for salg på SKI’s rammeaftaler. Den manglende indrapportering kan ifølge Atea tilskrives forskellige fejlkilder i Ateas systemer og processer, som Atea er i gang med at kortlægge og rette op på. Kortlægningen vil fortsætte i de kommende uger. Atea har i den forbindelse engageret Deloitte til at kontrollere systematikken og metodikken af kortlægningen. Atea har oplyst, at Deloitte vil efterprøve resultatet af kortlægningen, når det endelige resultat foreligger.

Atea har pointeret, at det er yderst magtpåliggende at sikre, at Atea fuldt indberetter alle indkøb via SKI’s rammeaftaler – både historiske og fremtidige indkøb. For SKI har det afgørende betydning, at Atea sikrer sig, at alle handler er korrekt indrapporteret, da indrapporteringerne tjener som dokumentation for, at indkøbet er sket under ordnede forhold. 

På baggrund af de modtagne forsikringer og garantier har Kammeradvokaten vurderet, at Ateas tilbud kan indgå i det igangværende udbud af rammeaftale 50.40 Computere og it-tilbehør.

SKI vil på det grundlag nu afslutte evalueringen af de fire prækvalificerede tilbudsgiveres tilbud. SKI forventer at tildele på den del af aftalen, der vedrører computere (Delaftale 1) i løbet af indeværende uge. 

Delaftale 1 forventes klar til brug primo september 2015.