Tilslutning: Dækning i højsædet på den nye tele og data-aftale

Tilslutning: Dækning i højsædet på den nye tele og data-aftale

07. juni 2017
Lars Svarre Hansen fra Slagelse Kommune og DIGIT er godt tilfreds med forbedringerne i genudbuddet af den fælleskommunale og statslige aftale om tele og data. I genudbuddet har mobildækning været et kardinalpunkt for projektgruppen.

I slutningen af maj blev der åbnet for tilslutning på endnu et genudbud – denne gang 50.48 Tele og data. Lars Svarre Hansen har siddet med i projektgruppen fra genudbuddets start og understreger, at tele og data er et område, der har stor strategisk betydning for kommunerne:

”I projektgruppen har vi ud over konkurrencedygtige priser og vilkår haft meget fokus på at sikre en ordentlig mobildækning – primært på den generelle udendørsdækning. For mange kommuner fylder det rigtig meget. Derfor er det vigtigt, at alle kommuner i forbindelse med tilslutningen melder ind, hvor de har dækningsudfordringer,” siger Lars Svarre Hansen, afdelingsleder i Slagelse Kommune, og henviser til bilag 1.A, som kommunerne skal udfylde senest den 21. juni, hvor tilslutningen udløber. Han fortsætter:

”På den kommende aftale er der skruet lidt op for kravene på udendørsdækning, og kaskademodellen er forbedret. Kaskademodellen betyder, at man kan gå videre til en anden leverandør, hvis man ikke kan få dækning i et givent område. Men derfor er det stadig afgørende, at alle kommuner melder ind med deres dækningsudfordringer, så vi kan få det med i udbudsmaterialet, inden det offentliggøres.” 

Log på ETCHIS og find bilag 1.A og resten af tilslutningsmaterialet.

Kommunernes bidrag giver bedre aftaler

Lars Svarre Hansen repræsenterer ud over Slagelse Kommune også digitaliseringsforeningen DIGIT i projektgruppen og har løbende fået inputs fra dem. Nu er det tid til at vende tilbage med en anbefaling til, om de øvrige 11 kommuner i foreningen skal tilslutte sig. 

”Det vil altid være op til den enkelte kommune at vurdere, om det giver mening at tilslutte sig. Men personligt vil jeg anbefale det. Aftalen er i sin substans gennemarbejdet, og mange af projektgruppens synspunkter er imødekommet. Senest kan jeg også se, at rigtig mange af høringssvarene er blevet indarbejdet. Både kommunerne og SKI får en bedre aftale af, at alle bidrager,” siger Lars Svarre Hansen.

Genudbud gør det muligt at luge ud

Lars Svarre Hansen er selv i gang med sin indstilling til Slagelse Kommune om at tilslutte sig 50.48 Tele og data

”På den eksisterende aftale valgte vi at frasige os mobiler og smartphones, men vi forventer at tilslutte os på dette punkt i den nye aftale, da både priser og sortiment på eksisterende aftale vurderes attraktive. Jeg tror på, at den nye aftale også kan give nogle konkurrencedygtige priser og vilkår. Den ligner i sin struktur og sammenhæng den eksisterende, men fordelen ved genudbuddet er, at vi har fået luget ud i uhensigtsmæssigheder og indarbejdet en masse mindre forbedringer, fx i forbindelse med implementeringsfasen, sortimentsbredden, fakturering og meget mere,” siger Lars Svarre Hansen.

Læs mere om 50.48, og hvordan du tilslutter dig​​​​​​