SKI på it-inspirationstur til USA

SKI på it-inspirationstur til USA

24. august 2018
Indkøb af it udgør godt halvdelen af omsætningen på SKI-aftaler. Det gør SKI’s it-aftaler til de mest populære blandt offentlige indkøbere – og den tillid forpligter. For at være ajour med teknologiens potentiale og fremtidssikrede it-løsninger drager SKI derfor sammen med andre offentlige institutioner på studietur til Washington DC og New York.

Det er it, der topper listen over, hvad SKI’s brugere har købt ind på de knap 40 SKI-rammeaftaler i 2017. Det viser SKI’s årsrapport 2017. I dag er cirka halvdelen af alle SKI-aftaler it-aftaler.

Fordelt på omsætning er de tre mest populære SKI-aftaler i 2017:

  1. Standard software
  2. ASP/Cloud
  3. Computere​

Når myndigheder bruger ny teknologi 

It udvikler sig til stadighed med lynets hast, og SKI er nødt til at være på forkant og vide, hvad der rører sig. Derfor drager adm. direktør Signe Lynggaard Madsen på studietur til Washington DC og New York sammen med andre offentlige institutioner såsom KL, KOMBIT og Digitaliseringsstyrelsen for at få inspiration omkring i fremtidens digitale potentiale.

Det er IT-Branchen, der arrangerer turen til Washington DC og New York. Gennem dialog med blandt andet Pentagon, NY Stock Exchange og Amazon skal deltagerne blive klogere på, hvordan myndigheder og virksomheder tager teknologien i anvendelse, og hvordan opgavefordelingen mellem det offentlige og det private er anderledes i USA.

Formålet med SKI’s deltagelse er at få inspiration til fremtidens digitale muligheder, som de offentlige myndigheder står overfor.

SKI afholder selv egne udgifter.

Der er gode grunde til, at it-aftalerne er populære

IT-systemer og -devices er afgørende i den offentlige sektor, og når der foretages fejlkøb, har det omfattende betydning.

Når der fx skal købes forretningssystemer inden for HR, økonomi eller pladsanvisning, har de offentlige brugere mange af de samme behov, ønsker og overvejelser. Med en SKI-rammeaftale i hånden undgår myndighederne hver for sig at bruge kræfter på at formulere krav vedrørende fx IP-rettigheder, forsinkelser, bodsbestemmelser, oppetid og reguleringer. I en SKI-aftale er der kort sagt taget stilling til, hvad der er standard, så man i stedet kan bruge kræfterne på at fokusere på systemudviklingen og datasammenkoblingen.

​​​