Kommende indkøbsaftale om digitale læremidler: ”Du får de materialer, der bedst matcher dine behov”

Kommende indkøbsaftale om digitale læremidler: ”Du får de materialer, der bedst matcher dine behov”

11. april 2019
Til efteråret kan landets folkeskoler efter planen købe digitale læremidler på en SKI-aftale. Både lærere, kommunale indkøbere og læremiddelbranchen er taget med på råd i udbudsprocessen. Indtil videre er meldingen fra dem klar – et dynamisk indkøbssystem er den rigtige ramme til at sikre innovative digitale læremidler af høj kvalitet fra både store og små leverandører.

I Aalborg Kommune er skoleforvaltningens vision klar: Skolerne skal arbejde eksperimenterende og problemløsende. Det stiller særlige krav til de digitale læremidler, der anvendes i undervisningen. De skal ifølge Rasmus Greve Henriksen, leder af pædagogisk og digital udvikling, både være af høj kvalitet og give plads til den enkelte lærers faglige frihed. 


Rasmus Greve Henriksen, leder af pædagogisk og digital udvikling i Aalborg Kommune

”Skoleforvaltningen og lærerne efterspørger høj kvalitet i de digitale læremidler. Samtidig skal der være en vis frihed i anvendelsen. Frihed til at den enkelte lærer kan sætte sin faglighed i spil og fx kombinere et digitalt og analogt forløb eller frihed til at prioritere forskellige didaktiske elementer,” siger Rasmus Greve Henriksen.

Rasmus Greve Henriksen er en del af den ekspertgruppe, der sammen med SKI skal udforme kravene til den kommende aftale om digitale læremidler​. Gruppen arbejder ud fra de inputs, SKI har samlet sammen fra blandt andet Danmarks Lærerforening, Undervisningsministeriet, Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, Styrelsen for IT & Læring, brancheforeningen Danske Forlag, KL, et par forlag samt en stribe kommunale indkøbere og lærerrepræsentanter.

Plads til store og små, innovation og ’færdigretter’

Aftalen om digitale læremidler bliver en dynamisk indkøbsaftale. Det betyder, at nye leverandører – store som små – løbende kan kvalificere sig til at komme på aftalen via bestemte minimumskrav, som SKI sammen med ekspertgruppen og i dialog med markedet er i gang med at fastsætte. Danske Forlag repræsenterer 75 forlag, og direktør Christine Bødtcher-Hansen er glad for, at SKI har valgt en dynamisk indkøbsmodel. 


Christine Bødtcher-Hansen, direktør i Danske Forlag




”Vi vil gerne sikre, at lærerne får indflydelse på, hvilke digitale læremidler de bruger. Med en dynamisk indkøbsmodel, hvor der lægges vægt på kvalitet i læremidlerne, kan vores medlemmer møde lærernes efterspørgsel. Samtidig kan nye produkter og nye leverandører løbende komme med på aftalen. Det giver både plads til de små, specialiserede forlag med få produkter og de store med det brede sortiment. Vi har oplevet en oprigtig interesse fra SKI i at lytte til de indsigter, leverandørerne har og ser frem til den videre dialog om udbuddet,” siger Christine Bødtcher-Hansen. 

Rasmus Greve Henriksen mener også, at området egner sig særligt godt til et dynamisk indkøbssystem: 

”Styrken ved denne aftale er, at den tager udgangspunkt i dine behov for læremidler frem for de produkter, du allerede kender. Dermed kan du sætte alle de gode didaktiske overvejelser i spil, og du får de materialer, der bedst matcher dine behov – hvad enten det er nye innovative forløb med plads til at sætte dit personlige præg, eller såkaldte ’færdigretter’, som til tider også er helt på sin plads,” siger Rasmus Greve Henriksen.​​​​