Hvad er op, og hvad er ned i kendelsen om 50.90 Fødevarer?

Hvad er op, og hvad er ned i kendelsen om 50.90 Fødevarer?

22. februar 2018
Der har allerede været sagt og skrevet meget om kendelsen på den fælleskommunale, forpligtende fødevareaftale, men hvad er egentlig op og ned? Skal to pakker med eksempelvis Slagtergårdens leverpostej smage ens? Og må kommunerne ikke være med til at bestemme, hvilke varer der er vigtigst? Få overblikket over kendelsen her.

Efter mere end et års behandlingstid afgjorde Klagenævnet for Udbud fredag den 9. februar den klagesag, som Dansk Cater indgav i november 2016, da SKI indgik kontrakt med Hørkram om den forpligtende fødevareaftale 50.90. 51 kommuner havde tilsluttet sig aftalen, som har kørt godt i over et år. 

En række forskere og advokater har allerede kommenteret på Klagenævnets kendelse, og i SKI mærker vi interessen fra flere interesseorganisationer, der benytter anledningen til endnu engang at lufte kritik af fælles indkøbsaftaler. 

Der har altså allerede været sagt og skrevet meget om den komplekse kendelse, men hvad er egentlig op og ned? Skal to pakker med eksempelvis Slagtergårdens leverpostej smage ens? Og må kommunerne ikke være med til at bestemme, hvilke varer der er vigtigst? Her får du et overblik over kendelsen. 

Klagenævnets kendelse punkt for punkt

I klagen til Klagenævnet for Udbud fremsætter Dansk Cater otte påstande. Halvdelen vedrører selve udbudsprocessen, og her får SKI medhold. Det betyder, at Klagenævnet blandt andet finder, at evalueringsmodellen klart fremgik af udbudsbetingelserne, og at alle tilbudsgiverne derfor havde de nødvendige oplysninger til at sætte sig ind i den. 

Den anden halvdel af påstandene omfatter de bevidste valg, som SKI har truffet for at sikre kvaliteten i aftalen og for at sikre kommunerne indflydelse på, hvad der er vigtigt for aftalen. De påstande får Dansk Cater medhold i, og derfor har Klagenævnet besluttet, at SKI’s beslutning om at tildele Hørkram rammeaftalen skal annulleres. Det er med andre ord ikke selve aftalen, der er annulleret, som flere medier ellers har skrevet. Det er selve ”tildelingsbeslutningen”, der er annulleret, og det betyder, at den indgåede aftale fortsat består. 

Nedenfor får du et overblik over, hvad Klagenævnet i hovedtræk har sagt i deres kendelse.

Det fik SKI medhold i:

  • ​SKI har ændret på et mindstekrav til tilbudsgiverne, efter udbuddet var overgået til udbud med forhandling

    Som en konsekvens af, at tilbudsgiverne generelt havde for mange fejl i deres tilbud, ændrede SKI antallet af fejl, tilbudsgiverne måtte have på de såkaldte kritiske varelinjer. Selvom ændringen var sket på Dansk Caters foranledning, klagede Dansk Cater imidlertid over ændringen og anførte, at SKI havde ændret et grundlæggende element. Klagenævnet fandt, at der alene var tale om en lempelse af formkravene til tilbuddet og ikke en ændring af de juridiske eller funktionelle forhold. Ændringen var derfor ikke egnet til at påvirke potentielle tilbudsgivere eller at fordreje konkurrencen. Ændringen var dermed fuldt lovligt, og Klagenævnet afviste Dansk Caters påstand.

  • SKI har tildelt rammeaftalen til Hørkram, selvom deres tilbud var ukonditionsmæssigt

    Klagenævnet mener, at SKI har vurderet tilbuddene, som de skulle, og at Hørkrams tilbud ikke var ukonditionsmæssigt. Dansk Cater fik dermed ikke medhold i påstanden.

  • ​SKI har anvendt en evalueringsmodel til at vurdere prisen, der ikke var beskrevet godt nok i udbudsmaterialet

    Klagenævnet skriver, at det fremgår tydeligt, hvordan varelinjerne blev bedømt. Det har således stået klar for alle tilbudsgivere, hvordan evalueringen af de afgivne tilbud ville foregå. Dansk Cater fik dermed ikke medhold i påstanden.

Det fik Dansk Cater medhold i:

  • SKI har anvendt en evalueringsmodel til at bedømme priserne, der ikke var egnet til at finde det økonomisk mest fordelagtige tilbud

    I evalueringsmodellen blev der bl.a. sammen med forventet forbrug lagt vægt på, ”hvor vigtige” de respektive underproduktgrupper af fødevarer var for kommunerne. Med andre ord havde SKI bedt den kommunale projektgruppe om hjælp til at vægte vigtigheden af de forskellige fødevarekategorier i sortimentet. Det havde SKI gjort for at være sikker på både at få de skarpeste priser på det, kommunerne købte mest af, og det som var vigtigst for dem i madlavningen, herunder hensynet til at fremme brug af økologiske produkter.  

    Dansk Cater klagede over, at SKI brugte kommunernes vurdering af vigtigheden af de forskellige fødevarer til at finde det økonomisk mest fordelagtige tilbud. Dansk Cater klagede også over, at det var forskelligt, hvor mange varer, der var i hver underproduktgruppe og dermed, hvor meget varerne vægtede i prisevalueringen.

    Klagenævnet gav Dansk Cater medhold i, at modellen ikke var egnet, selvom Klagenævnet, jf. ovenfor, anerkendte, at evalueringsmodellen klart fremgik af udbudsbetingelserne. Klagenævnet kommer frem til, at vigtighed for kunden ikke må bruges til fastlæggelse af vægtning af varerne, når kriteriet pris skal vurderes! Klagenævnet har i den forbindelse udelukkende forholdt sig til påstandene – og ikke deres faktiske betydning for prisevalueringen. Klagenævnet har dermed ikke forholdt sig til, om Hørkram var rette vinder, men alene om modellen var egnet til at afgøre dette forhold. SKI’s følsomhedsanalyser viser, at det ikke ville have ændret på udfaldet, hvis en række andre metodiske modeller havde været anvendt. 

  • SKI har i evalueringen af kvalitet med sensoriske tests ikke brugt en model, der var egnet til at finde det økonomisk mest fordelagtige tilbud, da de vareprøver, der blev udtaget til at lave de sensoriske tests, ikke var repræsentative, og at metoden for de sensoriske tests ikke var god nok

    • 357 varer blev udvalgt og testet af køkkenfaglige eksperter i en blindsmagning: I praksis blev produkterne tilberedt af en køkkenuddannet fagperson, og de køkkenfaglige eksperter fik serveret fødevarerne uden mulighed for at se, hvilken producent der var tale om, eller hvilken tilbudsgiver der havde tilbudt fødevaren. I flere tilfælde havde to tilbudsgiverne budt ind med den selvsamme fødevare. Således var 62 af produkterne ens, fx den samme leverpostej fra Slagtergården, og knap halvdelen af disse blev i blindsmagningen vurderet forskelligt. Det kan der være mange mulige forklaringer på. Det kan bl.a. skyldes opbevaring, produktion og holdbarhed, som kan have indflydelse på smagen. Klagenævnet anfører med kendelsen, at eksperterne skulle have bedømt produkterne til samme karakter, selv om eksperterne vurderede, at der var forskel.

    • SKI valgte at gennemføre de sensoriske tests på en stikprøve med 357 varer frem for hele sortimentet for at begrænse tilbudsgivernes og udbuddets omkostninger. For at sikre at hele sortimentet havde så høj kvalitet som muligt, vidste tilbudsgiverne ikke på forhånd, hvilke varer der ville blive udtaget til test. Tilbudsgiverne kunne derfor ikke spekulere i at byde ind med særlig høj kvalitet på disse varer og lavere kvalitet på de andre. SKI fik BDO til at lave en beregning på, hvor mange produkter der skulle testes for, at stikprøven ville være repræsentativ for det samlede sortiment. BDO kom frem til, at 357 varer var repræsentativt – og det var så det antal, som den tilknyttede rådgivergruppe udvalgte til sensoriske tests. Klagenævnet mener imidlertid ikke, at SKI på trods af en stor stikprøve har godtgjort, at der var tale om et repræsentativt udsnit.

    • På baggrund af de to punkter vurderer Klagenævnet, at den kvalitative evaluering ikke var beskrevet retvisende.​​​​​​​​​​​​​