Forpligtende aftaler: Otte nye aftaleområder

Forpligtende aftaler: Otte nye aftaleområder

20. maj 2016
Styregruppen for de forpligtende aftaler har fastlagt otte nye aftaleområder, der udbydes som forpligtende aftaler. De første to områder, der udbydes er storkøkkenudstyr og bleer. De udbydes sammen området biler.

På styregruppemødet d. 2. maj 2016 besluttede styregruppen, at SKI skal udbyde forpligtende aftaler inden for otte nye områder. 

De nye aftaleområder er:

  • Bleer
  • Storkøkkenudstyr
  • Diabetesartikler 
  • Genbrugshjælpemidler
  • Bygningsmateriel (flere aftaler)
  • Hårde hvidevarer
  • Stomiprodukter 
  • Urologiprodukter

Udvælgelsesprocessen

Forud for udvælgelsen, har SKI kortlagt mere end 200 indkøbskategorier på baggrund af det kommunale indkøbsdataprojekt, hvor 50 kommuner har stillet deres komplette indkøbsdata for 2014 til rådighed. 

Kategorierne er efterfølgende blevet rangeret efter volumen, graden af standardisering og det indikative besparelsespotentiale mv. Dertil kommer værdifuldt input fra de kommunale indkøbsfællesskaber om deres erfaringer med områderne. På baggrund af dette har SKI udarbejdet foranalyser på de 10 kategorier, der viste det største potentiale.

I foranalyserne er de kvantitative data kombineret med andre relevante baggrundsoplysninger, fx konkurrencesituationen på markedet, den eksisterende aftaledækning og en vurdering af kategoriens modenhed som en forpligtende aftale.

Styregruppen besluttede på den baggrund, at de otte nævnte aftaleområder skal udbydes som fælleskommunale forpligtende aftaler.

Fem områder er omfattet af servicelovens §112

De fem områder bleer, diabetesartikler, genbrugshjælpemidler, stomiprodukter samt urologiprodukter falder under servicelovens §112 og er underlagt særlige bestemmelser fx inddragelse af brugerrepræsentanter i forbindelse med udbud. 

De fleste indkøbsfællesskaber har allerede grundige erfaringer med §112-bestemmelserne, og erfaringerne vil blive medtaget i det fremadrettede arbejde.

Bleer og storkøkkenudstyr udbydes allerede i år

På styregruppemødet drøftede styregruppen endvidere, i hvilken rækkefølge de nye aftaleområder skal udbydes. Her blev det besluttet, at arbejdet med områderne bleer samt storkøkkenudstyr skal indledes allerede i år.

Styregruppen vedtog, at der i første omgang udbydes ét af de områder, der falder under servicelovens §112. De opnåede erfaringer med inddragelsen af brugerrepræsentanter mv. kan således medtages i de efterfølgende udbud af de andre §112-områder.

I år igangsætter vi således udbud af forpligtende aftaler på følgende områder:

  • Kontorartikler (genudbud)
  • Vejsalt (genudbud)
  • Biler
  • Bleer
  • Storkøkkenudstyr

På ski.dk kan du se, hvornår vi forventer, at ovenstående områder træder i kraft mm.​

De øvrige seks nye aftaleområder vil blive udbudt over de kommende år sammen med genudbuddene af de eksisterende forpligtende aftaler.

Elektricitet undersøges nærmere

Styregruppen drøftede også en foranalyse af området elektricitet, der blev foreslået som et potentielt aftaleområde. Styregruppen besluttede, at dette område ikke skal udbydes som en forpligtende aftale i første omgang, da der er etableret et nyt system (Datahub), der indsamler al markedsdata. Det skaber bedre betingelser for et fælleskommunalt udbud, og Styregruppen ønsker derfor at afvente erfaringerne.

Forventet tidsmæssig placering af udbuddene

Styregruppen har tidligere vedtaget kategorierne brændstof og fyringsolie, fødevarer og biler. I nedenstående skema kan du få et overblik over, hvornår vi forventer, de nye aftaleområder træder i kraft:

 
 
 


Hold dig opdateret på ski.dk

I udbudskalenderen på vores hjemmeside kan du altid følge med i senest nyt om alle de aftaler, vi har undervejs. Det er her, du løbende kan få en status på de udbud, det er blevet besluttet, at vi arbejder videre med. ​​​​​​​​