Den kommende aftale på biler udbydes som et dynamisk indkøbssystem

Den kommende aftale på biler udbydes som et dynamisk indkøbssystem

07. marts 2017
Den forpligtende aftale 50.86 Biler bliver udbudt som et dynamisk indkøbssystem. Det giver mulighed for løbende tilgang af leverandører og et sortiment, der ikke er begrænset til en række foruddefinerede varelinjer.

Siden september har SKI i samarbejde med en kommunal projektgruppe afdækket markedet for biler og kommunernes indkøbsbehov inden for området. Det har resulteret i, at den forpligtende aftale 50.86 Biler udbydes som et dynamisk indkøbssystem.

Hvad er et dynamisk indkøbssystem

Et dynamisk indkøbssystem er en indkøbsmetode, der foreskriver, hvilke leverandører der kan købes ind hos inden for aftalens sortiment. 

Det konkrete indkøb af biler gennemføres via systemet ved at sende en opfordring til leverandørerne om at afgive tilbud på et konkret indkøb. Tilbuddene fra leverandørerne sendes via systemet, og når du har evalueret dem, kan du også sende besked tilbudsgiverne med accept og afslag af tilbud via systemet.

Fordele ved et dynamisk indkøbssystem

En af de store fordele ved et dynamisk indkøbssystem er, at der kan ske en løbende optagelse af nye leverandører i hele systemets løbetid. Systemet er altså ikke begrænset til de leverandører, der opnår prækvalifikation ved etableringen af systemet.

Et dynamisk indkøbssystem sikrer bedre de forskelligartede behov, som kommunerne har til de biler, der bruges i hverdagen.​​

En anden fordel ved det dynamiske indkøbssystem er, at det ikke er begrænset til at indeholde en række på forhånd fastsatte varelinjer. Systemet er således kun begrænset af en række på forhånd fastsatte kategorier som fx arbejdsbiler, miljøbiler og personbiler. På denne måde sikrer et dynamisk indkøbssystem bedre de forskelligartede behov, som kommunerne har til de biler, der bruges i hverdagen.

Næste skridt – høring og tilslutning

Når udbudsmaterialet er klar, får alle kommuner mulighed for at kommentere på de centrale dokumenter via udbudssystemet ETHICS. Det sker i høringsperioden, der forventes at ligge i perioden fra medio juni til medio august 2017.

Vi forventer at åbne for tilslutningsperioden primo september 2017, og vi regner med, at systemet er klar til brug fra medio december 2017.

Mere information

Du kan læse mere om aftalen og følge med i den senest opdaterede tidsplan via udbudssiden.