50.85 Brændstof og fyringsolie: Flere modeller for valg af leverandør

50.85 Brændstof og fyringsolie: Flere modeller for valg af leverandør

14. december 2015
SKI og projektgruppen har lagt sidste hånd på udbudsdesignet på den kommende forpligtende aftale 50.85 Brændstof og fyringsolie.

Aftalen vil bestå af to delaftaler. En delaftale for tankkort og en delaftale for levering af brændstof. Udbudsmaterialet forventes at blive sendt i høring fra den 25. januar til den 5. februar 2016. Tilslutning til aftalen forventes at åbne medio februar 2016.  

SKI og projektgruppen har siden oktober arbejdet intenst på den kommende forpligtende aftale 50.85 Brændstof og fyringsolie. Den forpligtende aftale vil fremadrettet være SKI’s eneste brændstofaftale, da SKI’s nuværende frivillige aftale på området ikke bliver genudbudt, når den udløbe​r.  

Den forpligtende brændstofaftale kommer til at bestå af to delaftaler. Delaftale 1 omfatter tankkort til tankstationer. Delaftale 2 omfatter levering af brændstof til et anlæg på en specifik adresse, og denne delaftale vil blive tildelt én leverandør. 

Delaftale 1 - Tankkort til tankstationer

I projektgruppen har der været et ønske om, at aftalen skal have en god geografisk dækning og ikke må medføre en større administrativ byrde for brugerne, når der skal købes brændstof i hverdagen. Derfor vil være fem leverandører på delaftale 1. 

For at sikre, at delaftalen dækker din kommunes behov for indkøb af brændstof, vil det være muligt at vælge mellem to forskellige modeller for tildeling af leverandør: en kaskademodel og en TCO-model. Det skyldes, at der bl.a. er store geografiske forskelle i de danske kommunerne og den enkelte kommune har forskellige behov.

Kaskademodellen

Vælger din kommune at købe brændstof ud fra kaskademodellen, vil brugerne i din kommune skulle bruge leverandør ét i kaskaden, såfremt leverandøren har to tankstationer i din kommune. Er dette ikke tilfældet skal leverandør to i kaskaden anvendes. Har leverandør to heller ikke to tankstationer i din kommune, vil det være hos leverandør tre i kaskaden, der skal købes brændstof osv. 

Rækkefølgen af leverandørerne i kaskaden findes ud fra parameteret laveste pris. 

TCO-modellen

Vælger din kommune at købe brændstof ud fra TCO-modellen, vil du ved kontaktens start skulle lave en TCO-beregning. TCO-beregningen medtager alle de omkostninger, der er forbundet med tankning og udregner, hvilken leverandør der er billigst. Dette kan gøres ud fra:

  • ​De enkelte lokationer i kommunen, hvor der er kommunale biler, eller
  • Den lokation i kommunen, hvor der er flest kommunale biler i et geografisk afgrænset område, der er defineret på baggrund af postnummeret.

Høring, tilslutning og ikrafttrædelse

Når udbudsmaterialet er klar, får alle kommuner mulighed for at kommentere udbudsmaterialet via SKI’s udbudssystem ETHICS. Det sker i høringsperioden, der forventes at ligge i perioden fra den 25. januar til den 5. februar 2016. 

Vi forventer at tilslutning til aftalen kommer til at ligge fra den 15. februar til den 4. marts 2016. Kun hvis din kommune tilslutter sig aftalen i denne periode, kan I bruge aftalen, når den træder i kraft.

Den nye brændstofaftale forventes at træde i kraft den 1. juni 2016.

Projektgruppen

Projektgruppen, der er med til at forberede, planlægge og udarbejde udbuddet består af faglige repræsentanter fra:

  • ​Syddjurs Kommune (Jysk Fællesindkøb)
  • Hvidovre Kommune, Høje-Taastrup Kommune, Rødovre Kommune (Vestegnens Indkøbsforum)
  • Langelands Kommune (Fællesindkøb Fyn)
  • Kalundborg Kommune, Næstved Kommune, Stevens Kommune (FUS: Fællesudbud Sjælland)
  • Varde Kommune (Sydjysk Kommuneindkøb)
  • Frederikssund Kommune, Fredensborg Kommune (IN: Indkøbsfællesskab Nordsjælland)
  • Fredericia Kommune, Holstebro Kommune (KomUdbud)
  • Gladsaxe Kommune (Spar 5)
  • Assens Kommune 
  • Hjørring Kommune
  • Københavns Kommune

​​​​​​