50.49 Standardsoftware: Opgør din kommunes behov for Microsoft-licenser allerede nu

18. august 2015
Det forpligtende miniudbud 50.49 Standardsoftware vedrører Microsoft-software. Ved at kommunerne står sammen i et fælles miniudbud, kan der etableres en bred og attraktiv aftale, der vil medføre skarp konkurrence.

Overvejer du at tilslutte din kommune, kan du med fordel allerede nu begynde at opgøre din kommunes behov. Tilslutningsperioden kommer til at ligge i oktober.

En lang række kommuner har software-vedligeholdelsesaftaler på Microsoft-produkter, som skal fornys inden den 1. april 2016. Derfor gennemføres 50.49 Standardsoftware som et forpligtende miniudbud under SKIs frivillige rammeaftale 02.06 Standard software. Miniudbuddet omfatter alene Microsoft-kompatibelt software. 

Den eksisterende rammeaftale, som miniudbuddet gennemføres under, indeholder en række fordelagtige licensbetingelser, som har forrang for Microsofts egne. Det betyder blandt andet, at de kommuner, der tilslutter sig det forpligtende miniudbud, vil kunne skifte licens mellem navngivne brugere, og i forbindelse med organisatoriske omlægninger vil licensen kunne overdrages mellem forskellige myndigheder. 

Fordelene ved at stå sammen

I projektgruppen, der er tilknyttet udarbejdelsen af miniudbudsmaterialet, er der fokus på at opnå skarp konkurrence blandt de leverandører, der er på den frivillige rammeaftale, så alle tilsluttede kommuner kan høste de økonomiske fordele, der er ved et fælles miniudbud. En bred aftale vil give mulighed for, at den vindende leverandør tilpasser en større del af sin forretning mod netop de fælles krav, der bliver opstillet i udbudsmaterialet.

Muligheder på aftalen

I forbindelse med tilslutningen skal du angive det antal licenser, som kommunen forventer at få behov for i aftalens løbetid. Den enkelte kommunes behov for licenser kan ændre sig løbende. Derfor vil det være muligt at tilpasse, hvilken type licenser du ønsker at købe, efter aftalen er trådt i kraft. 

Aftalen indeholder en fleksibilitet, der giver plads til kommunernes ændrede behov​

Aftalen giver ligeledes plads til, at kommunerne kan købe ekstra licenser ud over dem, som er indmeldt ved tilslutningen. Der er dog et loft på 50 pct., som beregnes på baggrund af værdien af alle de indmeldte licenser for alle tilsluttede kommuner. Loftet går altså på tværs af alle tilsluttede kommuner. Det betyder, at et uudnyttet beløb hos én kommune kan anvendes af en anden. Aftalen indeholder derved en fleksibilitet, der giver plads til kommunernes ændrede behov.

Det forpligtende miniudbud sikrer ydermere, at den enkelte kommune ikke risikerer at skulle hæfte for andre kommuners indmeldte licensbehov. 

Opgør din kommunes behov allerede nu

Det kan være tidskrævende at udarbejde den konkrete bestillingsliste. Overvejer du at tilslutte din kommune til aftalen, kan du allerede nu begynde at danne dig et overblik over, hvilke eksisterende Microsoft-licenser din kommune har. 

Hvis du har behov for rådgivning eller bistand til at skabe dig et overblik, kan du kontakte Microsoft eller din nuværende leverandør. 

Høring og tilslutning

Høringsperioden på 50.49 standardsoftware kommer til at løbe fra medio september 2015. Da aftalen udspringer af et mini-udbud på en eksisterende frivillig SKI-rammeaftale, vil høringsmaterialet være mindre omfattende end ved almindelige forpligtende aftaler.

SKI forventer at modtage de kommunale indkøbsbehov i forbindelse med tilslutningen til aftalen. Tilslutningsperioden forventes at blive i oktober 2015.

Projektgruppen

Projektgruppen, som er med til at udarbejde miniudbudsmaterialet, består af faglige og udbudskyndige repræsentanter fra:

  • Frederiksberg Kommune og Gentofte Kommune (Spar 5)
  • Odense Kommune (KomUdbud)
  • Ringsted Kommune (FUS: Fællesudbud Sjælland)
  • Aalborg Kommune (Aalborg Modellen)
  • Københavns Kommune

Mere information

Vil du vide mere om det kommende forpligtende miniudbud 50.49 Standardsoftware, kan du læse mere i dette faktaark. Du kan holde dig orienteret om udbuddet på ski.dk.

Du kan også læse om SKIs frivillige aftale på 02.06 Standard software på ski.dk eller i dette faktaark​.​​​​​​