50.49 Standardsoftware: Der er åbent for høring

21. oktober 2015
SKI har åbnet for høring af den kommende forpligtende aftale 50.49 Standardsoftware. Det betyder, at du kan se og kommentere det foreløbige miniudbudsmateriale frem til og med den 6. november 2015.
Miniudbudsmaterialet til den kommende forpligtende aftale 50.49 Standardsoftware ligger nu tilgængeligt i SKI’s udbudssystem ETHICS. Det betyder, at du har mulighed for at læse og kommentere materialet, inden der lægges sidste hånd på det. Tilslutningsperioden forventes at ligge fra medio november til primo december 2015.​
Aftalen indeholder en vis fleksibilitet, der giver plads til, at din kommunes behov for softwarelicenser kan ændre sig i løbet af kontraktperioden. ​
Miniudbuddet omfatter alene Microsoft-kompatibelt software.

Adgang til udbudsmaterialet

Da udbuddet gennemføres som et miniudbud på SKI’s frivillige aftale 02.06 Standard software, er der dele af udbudsmaterialet, der ikke kan ændres. Hvilket materiale, der kan ændres, fremgår af minivejledningen, som du kan få adgang til sammen med det foreløbige miniudbudsmateriale i ETHICS.

Materialet omfatter følgende:
  • Minivejledning til udbudsmaterialet
  • Skabelon til brug for kommentering af udbudsmaterialet
  • Tilslutningsaftale 
  • Bilag B – Retningslinjer for gennemførelse af miniudbud
  • Bilag B1 – Miniudbudsbetingelser
  • Bilag B2 – Opfordringsskrivelse
  • Bilag B3 – Tro- og Loveerklæring
  • Bilag C – Levering 
  • Bilag C2 – Leveringsaftale
  • Bilag C2.1 – Kundens behov
  • Bilag C2.1a – Kundens behov for licenser
  • Bilag C2.1b – Kundens behov for tilknyttede ydelser
  • Bilag C2.2 – Leverandørens tilbud
  • Bilag C2.3 – Licensvilkår med forrang
  • Bilag C2.4 – SKI’s vilkår for tilknyttede ydelser
Vi har udarbejdet en skabelon til brug for kommentering af udbudsmaterialet, som vi gerne vil opfordre alle til at bruge. Skabelonen findes sammen med miniudbudsmaterialet i ETHICS​

Det er muligt at kommentere miniudbudsmaterialet frem til og med den 6. november 2015, hvor høringsperioden udløber. 

Fleksibilitet på aftalen giver plads til ændrede behov 

I forbindelse med tilslutning til aftalen skal du angive det antal licenser, du forventer, at din kommune får behov for i aftalens løbetid. Behovet kan ændre sig løbende. Derfor giver miniudbuddet plads til, at du kan tilpasse, hvilken type licenser din kommune ønsker at købe, efter aftalen er trådt i kraft.

Aftalen giver ligeledes plads til, at din kommune kan købe ekstra licenser ud over dem, der er indmeldt ved tilslutningen. Der er dog et loft på 50 pct. Det beregnes på baggrund af værdien af alle de indmeldte licenser for alle tilsluttede kommuner. Loftet går altså på tværs af alle tilsluttede kommuner, og det betyder, at et uudnyttet beløb hos én kommune kan anvendes af en anden kommune. 

Det betyder dog ikke, at din kommune risikerer at skulle hæfte for andre kommuners indmeldte licensbehov. 

Aftalen indeholder derved en fleksibilitet, der giver plads til din kommunes ændrede behov.

Få overblik over din kommunes licensbehov

I forbindelse med tilslutning skal der vedlægges en bestillingsliste over de licenser, din kommune har behov for. Det betyder, at du skal have et overblik over din kommunes eksisterende Microsoft-licenser, hvis du ønsker at tilslutte din kommune til aftalen. 

Har du behov for rådgivning eller bistand til at skabe dig et overblik, kan du kontakte Microsoft eller din nuværende leverandør. 

Tilslutning og ikrafttrædelse 

SKI forventer at åbne for tilslutning til 50.49 Standardsoftware medio november 2015 med frist primo december. Kun hvis din kommune eller anden offentlige organisation tilslutter sig miniudbuddet i tilslutningsperioden, kan du benytte aftalen, når den efter planen træder i kraft i februar 2016. 

Læs mere og hold dig opdateret om den kommende forpligtende aftale 50.49 Standardsoftware på ski.dk. 

SKI udsender yderligere information om tilslutning på et senere tidspunkt.

Projektgruppe

Udbudsarbejdet sker i tæt samarbejde med den kommunale projektgruppe, som består af faglige repræsentanter fra:
  • ​Frederiksberg Kommune og Gentofte Kommune (Spar 5)
  • Ringsted Kommune (FUS: Fællesudbud Sjælland)
  • Aalborg Kommune (Aalborg Modellen)
  • Odense Kommune
  • Københavns Kommune