50.30 Møbler: Der er åbent for tilslutning

29. januar 2016
Der er åbent for tilslutning til den kommende forpligtende møbelaftale, der omfatter et stort udvalg af møbler til administrative arbejdspladser. Du kan tilslutte din kommune frem til og med den 26. februar 2016.

Vi har åbnet for tilslutning til den forpligtende aftale 50.30 Møbler. Det betyder, at du har mulighed for at læse udbudsmaterialet og tilslutte din kommune eller anden offentlige organisation til aftalen.

Du tilslutter din kommune via vores udbudssystem ETHICS ved at udfylde og indsende tilslutningsaftalen.

Hvis du er i tvivl om, hvordan du gennemfører en tilslutning, kan du downloade en trin-for-trin vejledning

Om aftalen

Den kommende forpligtende aftale 50.30 Møbler er et genudbud, der samler de nuværende to forpligtende aftaler på området i én. 

I udviklingen af udbuddet har projektgruppen haft fokus på, at den kommende aftale skal tage højde for erfaringerne fra de nuværende aftaler. Det har blandt andet ført til, at vi har fastsat nogle krav og evalueringsparametre, der belønner leverandørerne for at byde ind med kvalitetsmøbler til en god pris.

For at sikre at aftalen indeholder en god service og rådgivning, vil leverandørerne ydermere blive vurderet på dette, når vi evaluerer de indkomne tilbud.

Sortiment

Aftalen vil omfatte møbler til administrative arbejdspladser og indeholder ca. 2100 varelinjer inden for følgende produktgrupper:

  • Skriveborde
  • Skrivebordstole
  • Mødeborde
  • Mødestole
  • Barborde
  • Barstole
  • Reoler
  • Skærmvægge
  • Skrivebordslamper

Inden for hver produktgruppe vil du have mulighed for at vælge mellem forskellige typer, størrelser, materialer og farver.

Tilslutningsmuligheder

Enkelte kommuner er allerede helt eller delvist aftaledækket på området. Derfor vil det ved tilslutning til aftalen være muligt at undtage sig forpligtelsen på dele af sortimentet. 

Tilslutning til aftalen sker ved at vælge de produktgrupper, du ønsker at tilslutte din kommune. 

For alle produktgrupper vil det være muligt at tilslutte din kommune med forskellige tiltrædelsesdatoer, hvis du allerede er aftaledækket på et eller flere områder.

Ændringer i udbudsmaterialet efter høring

Udbudsmaterialet er blevet justeret på baggrund af de spørgsmål og kommentarer, vi modtog i forbindelse med den kommunale høring. De konkrete ændringer fremgår af oversigten over spørgsmål og svar fra høringsperioden, der ligger i ETHICS

Projektgruppen

Udformningen af udbuddet sker i tæt samarbejde med en projektgruppe, der består af indkøbere og fagpersoner med særlig viden i forhold til krav og sortiment.

Projektgruppen består af repræsentanter fra: 

  • Frederikssund Kommune, Fredensborg Kommune (IN: Indkøbsfællesskab Nordsjælland)
  • Kolding Kommune (KomUdbud)
  • Skanderborg kommune (Jysk Fællesindkøb)
  • Gentofte Kommune (Spar 5)
  • Rødovre Kommune (Vestegnens Indkøbsforum)
  • Faxe Kommune, Greve Kommune, Holbæk Kommune, Næstved Kommune, Odsherred Kommune, Ringsted Kommune (FUS: Fællesudbud Sjælland)
  • Varde Kommune, Vejen Kommune (Sydjysk Kommuneindkøb)
  • Nyborg Kommune (Fællesindkøb Fyn)
  • Københavns Kommune

Tilslutning og ikrafttrædelse

Du kan tilslutte din kommune fra den 29. januar til den 26. februar 2016. Kun hvis din kommune tilslutter sig aftalen i denne periode, har du mulighed for at bruge aftalen, når den træder i kraft i august 2016. 

Følg med i seneste nyt om 50.30 Møbler på udbudssiden​.​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​